Retshjælpsområdet
Efter retsplejelovens §§ 323 og 324 yder justitsministeren tilskud til retshjælpskontorer og advokatvagter.
Civilstyrelsen behandler ansøgninger om tilskud til retshjælpsinstitutionerne, herunder om en institution kan godkendes som tilskudsberettiget.
Retshjælpsinstitutionerne opdeles i retshjælpskontorer, dvs. private institutioner, hvor rådgiverne ikke nødvendigvis er advokater, og advokatvagter, hvor lokale advokater typisk én gang om ugen yder gratis rådgivning på biblioteker og lignende.
Civilstyrelsen har pr. 31. maj 2025 godkendt 35 retshjælpskontorer og 46 advokatvagter i Danmark.
Retshjælpspuljen
Hvert år afsættes et beløb på finansloven (retshjælpspuljen), hvorfra der ydes tilskud til alle godkendte retshjælpsinstitutioner.
Retshjælpspuljen anvendes til tre former for tilskud; 82,5 % af den samlede retshjælpspulje anvendes til basistilskud, 5 % til aktivitetstilskud, og op til 12,5 % kan anvendes til udligningstilskud. Advokatvagter kan alene få basistilskud og udligningstilskud, hvorimod retshjælpskontorerne også kan få aktivitetstilskud. De forskellige tilskudsformer er beskrevet nærmere nedenfor.
I 2025 er der på finansloven afsat 24,8 mio. kr. til retshjælpspuljen.
I 2025 udgør basispuljen 20.460.000 kr., aktivitetspuljen 1.240.000 kr. og udligningspuljen 3.100.000 kr.
Én af de godkendte tilskudsberettigede retshjælpsinstitutioner modtager tillige hvert år tilskud fra Justitsministeriets andel i Landbrugslotteriets overskud i det pågældende år. Det beløb, der er modtaget herfra, skal fratrækkes i basistilskuddet fra Civilstyrelsen, jf. tilskudsbekendtgørelsens § 4, stk. 5.
Ansøgningerne
Civilstyrelsen har modtaget ansøgninger om tilskud fra 64 af de allerede godkendte retshjælpsinstitutioner rundt om i landet.
Civilstyrelsen har godkendt, at det godkendte retshjælpskontor Retshjælpen ”Råd til Ret” udvider antallet af kontorer fra 13 kontorer til 24 kontorer. Civilstyrelsen har godkendt åbningen af nye kontorer i følgende 11 byer i 2025: Brønderslev, Grindsted, Hobro, Hjørring, Horsens, Kalundborg, Lemvig, Nakskov, Næstved, Sønderborg og Vordingborg.
Civilstyrelsen har herudover siden afslutningen af sidste års tilskudsrunde modtaget ansøgninger fra tre institutioner om at blive godkendt som berettigede til at kunne modtage tilskud fra retshjælpspuljen. En af disse ansøgninger er blevet godkendt.
Vi har ved en af ansøgningerne, hvor der er meddelt afslag, lagt vægt på, at ansøger ikke opfyldte betingelserne i tilskudsbekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 6, hvorefter rådgivning på trin 1 skal være åben for alle, og rådgivning på trin 2 og 3 skal som minimum være åben for alle, der opfylder de økonomiske betingelser for retshjælp ved advokater på trin 2 og 3.
Ved den anden af ansøgningerne, hvor der er meddelt afslag, har vi lagt vægt på, at betingelsen i tilskudsbekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 1, ikke var opfyldt, da Civilstyrelsen ikke kunne godkende retshjælpskontorets vedtægter.
De 64 godkendte institutioner, som har søgt om tilskud, har i alt søgt om 29.928.391,98 kr.
Godkendelserne til to retshjælpskontorer og to advokatvagter er blevet tilbagekaldt siden afslutningen af sidste års tilskudsrunde.
Tilskudsbekendtgørelsen §9
Det følger af tilskudsbekendtgørelsens § 9, at tilskud ydes på følgende vilkår:
- Ændringer i vedtægterne og i institutionens forhold, der kan have betydning for tilskuddet, skal indberettes løbende til Civilstyrelsen.
- Institutionen skal udarbejde en årsberetning og et særskilt regnskab vedrørende tilskuddet fra Civilstyrelsen. Årsberetning og regnskab skal efter regnskabsårets udløb indsendes til Civilstyrelsen til godkendelse. Årsberetningen og regnskabet skal indsendes, uanset om der søges om tilskud eller ej. Årsberetningen skal, uanset tilskuddets størrelse og uanset om institutionen er et retshjælpskontor eller en advokatvagt, indeholde oplysninger om antallet af rådgivninger og institutionens aktivitetsniveau i øvrigt.
- Modtagere af tilskud på under 250.000 kr. skal aflægge et regnskab, der viser budget- og regnskabsposter i sammenhæng. Den ansvarlige skal underskrive en erklæring på tro og love om tilskuddets anvendelse, og om at institutionen har taget skyldige økonomiske hensyn ved forvaltningen af midlerne. Civilstyrelsen kan stille krav om revision.
- Modtagere af tilskud på 250.000 kr. eller derover skal aflægge regnskab efter årsregnskabsloven (regnskabsklasse A). Ikke-erhvervsdrivende fonde skal dog aflægge regnskab i overensstemmelse med god regnskabsskik, jf. lovbekendtgørelse nr. 938 af 20. september 2012 om fonde og visse foreninger. Regnskabet skal revideres i henhold til bekendtgørelse nr. 638 af 11. juni 2014 om revisionsinstruks for tilskud omfattet af retsplejelovens § 323, stk. 7, og § 324. Regnskabet skal indeholde en resultatopgørelse, der viser regnskabstal for det foregående regnskabsår og budgettal for regnskabsåret. Opgørelsen skal opstilles, så der er sammenlignelighed mellem regnskabs- og budgettal.
- Civilstyrelsen skal have adgang til at gennemse regnskaberne, ligesom styrelsen skal have adgang til i øvrigt at kræve oplysninger fra institutionen, der kan have betydning for, om institutionen er berettiget til det ydede tilskud.
Civilstyrelsen gør opmærksom på, at institutionerne til enhver tid skal opfylde betingelserne i tilskudsbekendtgørelsens § 9. Dette følge af tilskudsbekendtgørelsens § 11, stk. 1.
Opfylder institutionerne ikke betingelserne som nævnt i tilskudsbekendtgørelsens § 11, stk. 1, herunder § 9, tilbagekalder Civilstyrelsen godkendelsen.
Løbende ændringer skal indberettes til Civilstyrelsen
Det er blandt andet et vilkår, at ændringer i institutionens vedtægter og i institutionens forhold, der kan have betydning for tilskuddet, løbende skal indberettes til Civilstyrelsen. Dette følger af tilskudsbekendtgørelsens § 9, nr. 1.
Civilstyrelsen har ved behandlingen af ansøgningerne om tilskud for 2025 kunnet konstatere, at flere institutioner i løbet af 2024 har haft ændringer i deres forhold, som ikke ses at være indberettet løbende til Civilstyrelsen. Det drejer sig f.eks. om nye åbningstider, ny adresse eller ny daglig leder.
Det fremgår af tilskudsbekendtgørelsens § 11, stk. 1, at institutionerne til enhver tid skal opfylde betingelserne i § 9. Civilstyrelsen gør derfor særligt opmærksom på, at institutionerne skal indberette disse ændringer løbende, og at det ikke er tilstrækkeligt, at ændringerne indberettes i institutionernes årsberetning, da ændringerne skal godkendes af Civilstyrelsen.
Krav til regnskabsaflæggelse
Det følger af tilskudsbekendtgørelsens § 9, nr. 4, at tilskuddet ydes på vilkår af, at modtagere af tilskud på 250.000 kr. eller derover skal aflægge regnskab efter årsregnskabsloven (regnskabsklasse A). Ikke-erhvervsdrivende fonde skal dog aflægge regnskab i overensstemmelse med god regnskabsskik, jf. fondsloven. Regnskabet skal revideres i henhold til bekendtgørelse nr. 638 af 11. juni 2014 om revisionsinstruks for tilskud omfattet af retsplejelovens § 323, stk. 7, og § 324. Regnskabet skal indeholde en resultatopgørelse, der viser regnskabstal for det foregående regnskabsår og budgettal for regnskabsåret. Opgørelsen skal opstilles, så der er sammenlignelighed mellem regnskabs- og budgettal.
Det er generelt væsentligt, at regnskaberne er gennemskuelige og sammenlignelige, herunder i forhold til budgettet, da de udgør en betydelig del af grundlaget for Civilstyrelsens behandling af ansøgningerne om tilskud.
Det er samtidig af betydning, at budgetposterne for de ansøgte beløb begrundes tydeligt. Der henvises til afsnittet nedenfor om basistilskud.
Civilstyrelsen er ved årets ansøgningsrunde blevet opmærksom på, at visse institutioners indsendte regnskaber for 2024 ikke fuldt ud opfylder kravene i tilskudsbekendtgørelsen. Der udarbejdes f.eks. projektregnskaber, som ikke indeholder oplysninger om en balance (aktiver og passiver), fremfor et regnskab efter årsregnskabsloven, der opfylder kravene til regnskabsklasse A.
Civilstyrelsen har i de konkrete sager bemærket i afgørelserne, at institutionerne fremover bedes overholde kravene i § 9, nr. 4.
Basistilskud
Ved beregningen af basistilskuddet har Civilstyrelsen i hvert enkelt tilfælde skønnet, hvor store institutionens rimelige driftsudgifter i 2025 må antages at blive. Ved denne vurdering er der navnlig lagt vægt på oplysningerne i institutionens årsregnskab om de udgifter, der er afholdt i 2024, sammenholdt med institutionens budget for 2025. Civilstyrelsen har i visse tilfælde anmodet om yderligere oplysninger fra ansøgeren til brug for vurderingen.
Civilstyrelsen har ved årets tilskudsrunde i flere sager oplevet, at institutionerne ikke begrunder de ansøgte beløb. Civilstyrelsen har derfor i disse sager klart tilkendegivet over for institutionerne, at de ansøgte beløb i deres årsberetning og budget skal begrundes ved fremtidige ansøgninger, da manglende begrundelse for posterne kan få betydning for tilskuddet til de specifikke poster, der ikke er nærmere begrundede.
Der kan alene ydes basistilskud til dækning af de udgifter, der er nævnt i tilskudsbekendtgørelsens § 4, stk. 1, hvilket vil sige:
- Rimelig leje af lokaler eller anskaffelse af lokaler i øvrigt.
- Et rimeligt honorar til lederen af institutionen og efter omstændighederne til rådgiverne. Honoraret skal som udgangspunkt fastsættes på timebasis.
- Rimelig løn til eventuelt kontorpersonale.
- Rimelige kontorholdsudgifter og eventuelt udgifter til uddannelse af rådgivere.
- Rimelige udgifter til oplysningsvirksomhed.
Udgiften skal være rimelig set i forhold til institutionens art og drift. Ekstraordinært store udgifter til eksempelvis annoncering og lignende er således ikke rimelige, medmindre der er saglige hensyn, der taler for, at netop disse udgifter i det pågældende år er af den pågældende størrelse.
Det bemærkes endvidere, at der alene efter omstændighederne kan ydes tilskud til en rimelig løn til rådgiverne i et retshjælpskontor. Disse omstændigheder kan eksempelvis være, at kontoret er hjemmehørende i et område, hvor det er vanskeligt at rekruttere frivillige ulønnede rådgivere. Lønnen skal som udgangspunkt fastsættes på timebasis, og rimeligheden i lønnens størrelse må vurderes på denne baggrund.
Civilstyrelsen modtager som nævnt ovenfor samlet ansøgninger for et beløb, der væsentligt overstiger bevillingen på finansloven. Hvis summen af de rimelige driftsudgifter overstiger det beløb, der er til rådighed i basispuljen, reduceres basistilskud forholdsmæssigt til institutioner, hvis rimelige driftsudgifter overstiger 25.000 kr. Den forholdsmæssige reduktion foretages med samme procentsats på alle de ansøgninger, der ligger over grænsen. Procentsatsen for 2025 er 12 %.
Eventuelle overskydende midler fra udligningspuljen udbetales som basistilskud efter § 3, stk. 2. I 2025 er 1.972.649 kr. tilført basispuljen som overskydende midler fra udligningspuljen.
Udligningstilskud
Efter tilskudsbekendtgørelsens § 6 kan der ydes udligningstilskud til advokatvagter og retshjælpskontorer, der er godkendt som tilskudsberettigede, jf. §§ 1 og 2, hvis den enkelte institutions beregnede basistilskud for det pågældende år er enten 10.000 kr. eller 10 % lavere end summen af det tildelte basistilskud og det eventuelle udligningstilskud, den pågældende institution modtog det foregående år.
Efter § 6, stk. 2, kan udligningstilskuddet maksimalt udgøre differencen mellem summen af det tildelte basistilskud og det eventuelle udligningstilskud, den pågældende institution modtog det foregående år, og institutionens beregnede basistilskud efter § 4. Summen af basistilskud efter reduktion og udligningstilskud kan således ikke overstige de godkendte rimelige driftsudgifter.
Som anført ovenfor er der i 2025 efter uddeling af udligningstilskud overskydende midler i udligningspuljen, der herefter er overført til basispuljen. De overskydende midler fra udligningspuljen er i bilaget til beretningen for 2025 betegnet som restudligningspulje.
Aktivitetstilskud
Ud over basistilskuddet kan retshjælpskontorerne modtage aktivitetstilskud. Reglerne om aktivitetstilskud finder ikke anvendelse for advokatvagterne.
Aktivitetstilskuddet beregnes efter bekendtgørelsens § 5. Efter bestemmelsen lægges der vægt på omfanget af den retshjælp, retshjælpskontoret har ydet det foregående finansår. For så vidt angår rådgivning ud over trin 1, lægges der kun vægt på omfanget af retshjælp til sager, der emnemæssigt er omfattet af retshjælp ved advokater, og som er ydet til personer, der opfylder de økonomiske betingelser for retshjælp ved advokater. Rådgivning på trin 2 og 3 vægtes dobbelt ved Civilstyrelsens beregning af aktivitetstilskud, jf. § 5, stk. 1, 3. pkt. De tre trin er omtalt nærmere nedenfor under reglerne for tilskud.
Aktivitetstilskud beregnes på baggrund af oplysningerne i det enkelte retshjælpskontors årsberetning om omfanget af den retshjælp, som kontoret har ydet. Civilstyrelsen har i visse tilfælde anmodet retshjælpskontorerne om yderligere oplysninger med henblik på at kunne beregne aktivitetsniveauet.
Det bemærkes, at enkelte institutioners aktivitetstilskud er blevet reduceret, idet det samlede ydede tilskud ellers ville overstige det ansøgte beløb, jf. bekendtgørelsens § 7.
Fordelingen og ansøgning om de resterende midler i retshjælpspuljen
Civilstyrelsen har for at højne gennemsigtigheden af fordelingen af midlerne fra retshjælpspuljen optrykt en oversigt over samtlige bevillinger som bilag til denne beretning.
Pr. 1. maj 2025 var restbeløbet i retshjælpspuljen for 2025 på 1.408.475,09 kr.
Civilstyrelsen gør opmærksom på, at det nu er muligt at ansøge om de resterende midler i puljen.
Det er ikke muligt at genansøge om tilskud, som Civilstyrelsen allerede har taget stilling til ved afgørelsen af 30. april 2025. Det er derimod muligt at ansøge om de resterende midler i puljen, hvis der er tale om ændrede forhold i retshjælpen, eller hvis det ansøgte beløb skal dække nye, uforudsete udgifter.
Ansøgninger om de resterende midler i retshjælpspuljen behandles som den klare hovedregel i den rækkefølge, som Civilstyrelsen modtager ansøgningerne.
Reglerne for tilskud
Som led i implementeringen af reformen vedrørende blandt andet fri proces og retshjælp, der blev vedtaget ved lov nr. 554 af 24. juni 2005 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love, blev der udstedt en bekendtgørelse om tilskud til retshjælpskontorer og advokatvagter. Den gældende bekendtgørelse er bekendtgørelse nr. 637 af 11. juni 2014 (tilskudsbekendtgørelsen). Denne bekendtgørelse er udstedt med hjemmel i retsplejelovens § 323, stk. 7, og § 324.
Bekendtgørelsen indeholder den nærmere regulering, der er forudsat i forarbejderne til ændrings-loven, som bygger på Retsplejerådets betænkning nr. 1436 fra 2004 om reform af den civile retspleje III.
Retshjælp kan inddeles i trin 1, 2 og 3, der nærmere er defineret i bekendtgørelse nr. 1522 af 8. december 2023 om offentlig retshjælp ved advokater.
Retshjælp kan ydes svarende til både trin 1, trin 2 og trin 3:
- Trin 1 – omfatter helt grundlæggende mundtlig rådgivning, som ikke blot omfatter de juridiske spørgsmål af betydning for tvisten, men også de praktiske og økonomiske muligheder for at gå videre, så borgeren kan beslutte, om borgeren vil gå videre med sagen.
- Trin 2 - omfatter rådgivning, der kan bestå i udfærdigelse af enkelte skriftlige henvendelser af sædvanlig art, herunder ansøgning om fri proces, processkrifter i retssager, udfærdigelse af bodelingsoverenskomster, enkle testamenter og ægtepagter samt deltagelse i møder.
- Trin 3 - omfatter yderligere rådgivning, der ydes med henblik på at opnå en forligsmæssig løsning af en tvist, og hvor det med rimelighed skønnes, at der er udsigt til, at sagen herved vil kunne afsluttes forligsmæssigt.
Bistanden i den enkelte sag skal som minimum have et omfang svarende til retshjælp på trin 1, uanset om den ydes af et retshjælpskontor eller en advokatvagt.
Civilstyrelsen har udstedt vejledning nr. 9413 af 23. juni 2014 om omfanget af rådgivning på trin 1-3 i tilskudsberettigede retshjælpsinstitutioner og opgørelse ved ansøgning om tilskud med henblik på at beskrive anvendelsen af den trinopdelte rådgivning og omfanget heraf. Vejledningen beskriver endvidere, hvordan retshjælpskontorerne skal opgøre de tilskudsberettigede rådgivninger.
Liste over godkendte retshjælpsinstitutioner i 2025
Retshjælpskontorer |
|
| Aabenraa | Retshjælpen ”Råd til Ret” |
| Brabrand | Gellerupparkens Retshjælp |
| Brønderslev | Retshjælpen ”Råd til Ret” (forventes at åbne i august 2025) |
| Esbjerg | Esbjerg Retshjælp |
| Fredericia | Retshjælpen ”Råd til Ret” |
| Frederikshavn | Retshjælpen ”Råd til Ret” |
| Grenaa | Retshjælpen ”Råd til Ret” |
| Grindsted | Retshjælpen ”Råd til Ret” (forventes at åbne i august 2025) |
| Haderslev | Retshjælpen ”Råd til Ret” |
| Hadsten | Retshjælpen Fairmind |
| Haslev | Retshjælpen ”Råd til Ret” |
| Herning | Arbejdernes Retshjælp i Ringkøbing Amt |
| Hillerød | Hillerød Retshjælp |
| Hjørring | Retshjælpen ”Råd til Ret” (forventes at åbne i august 2025) |
| Hobro | Retshjælpen ”Råd til Ret” (forventes at åbne i august 2025) |
| Holstebro | Arbejdernes Retshjælp i Ringkøbing Amt |
| Horsens | Retshjælpen ”Råd til Ret” (forventes at åbne i august 2025) |
| Hvidovre | Retshjælpen i Hvidovre |
| Kalundborg | Retshjælpen ”Råd til Ret” (forventes at åbne i august 2025) |
| Kolding | Retshjælpen ”Råd til Ret” |
| København |
Dannerhusets Rådgivning Dansk Kvindesamfunds Rådgivning i København Den Grønlandske Retshjælp Kofoeds Skoles Retshjælp Københavns Retshjælp Retshjælpen Rusk Settlementets Retshjælp Den Social-Juridiske Rådgivning v/ Frivilligcenter SR-Bistand Vesterbro Retshjælp Den Sociale Retshjælp |
| Lemvig | Retshjælpen ”Råd til Ret” (forventes at åbne i august 2025) |
| Morsø | Retshjælpen ”Råd til Ret” |
| Nakskov | Retshjælpen ”Råd til Ret” (forventes at åbne i august 2025) |
| Nykøbing Falster | Retshjælpen ”Råd til Ret” |
| Næstved | Retshjælpen ”Råd til Ret” (forventes at åbne i august 2025) |
| Odense |
De Jurastuderendes Retshjælp, Odense Odense Retshjælp Retshjælpen på Fyn |
| Randers | Retshjælpen Fairmind |
| Ringkøbing | Arbejdernes Retshjælp i Ringkøbing Amt |
| Roskilde |
Retshjælpen i Roskilde Roskilde Jurist |
| Rønne | Retshjælpen ”Råd til Ret” |
| Silkeborg | Silkeborg Retshjælp |
| Skive | Arbejdernes Retshjælp i Skive |
| Slagelse | Retshjælpen ”Råd til Ret” |
| Stevns | Retshjælpen på Stevns |
| Svendborg | Retshjælpen Fyn |
| Sønderborg | Retshjælpen ”Råd til Ret” (forventes at åbne i august 2025) |
| Thisted | Retshjælpen ”Råd til Ret” |
| Tønder | Retshjælpen ”Råd til Ret” |
| Valby | Borgerretshjælpen |
| Vejle | Trekantområdets Retshjælp |
| Viborg | Viborg Retshjælp |
| Vordingborg | Retshjælpen ”Råd til ret” (forventes at åbne i august 2025) |
| Aalborg | De Jurastuderendes Retshjælp, Aalborg |
| Aarhus |
Krim Retshjælp Studenterrådets Retshjælp Den Sociale Retshjælp Aarhus Retshjælp Den Mobile Retshjælp |
| Færøerne | Færøernes Retshjælp |
| Grønland | Den Selvejende Retshjælpsinstitution IKIU |
Advokatvagter |
|
| Allerød | Advokatvagten i Allerød |
| Ballerup | Advokatvagten i Ballerup |
| Christiansfeld | Advokatvagten i Christiansfeld |
| Ebeltoft | MP Advokater Retshjælp |
| Esbjerg | Advokaternes Retshjælp i Esbjerg |
| Faxe | Advokatvagten i Faxe |
| Frederiksværk | Advokatvagten i Frederiksværk og Hundested |
| Hundested | Advokatvagten i Frederiksværk og Hundested |
| Frederikshavn | Frederikshavn Advokaternes Retshjælp |
| Faaborg | Faaborg Advokatvagt |
| Gentofte | Advokatvagten i Gentofte |
| Greve | Advokatvagten i Greve |
| Hadsund | Advokaternes Retshjælp i Terndrup-Hadsund |
| Hedehusene | Advokatvagten i Hedehusene |
| Helsingør | Advokatvagten i Helsingør |
| Herlev | Advokatvagten i Herlev |
| Herning | Herning Advokatvagt |
| Hillerød | Hillerød Advokaternes Retshjælp |
| Hjørring | Advokatvagten i Hjørring |
| Holstebro | Advokatvagten i Holstebro |
| Horsens | Advokaternes Retshjælp i Horsens |
| Hørsholm | Advokaternes Retshjælp i Hørsholm/Birkerød |
| Birkerød | Advokaternes Retshjælp i Hørsholm/Birkerød |
| København | Københavnske Advokaters Retshjælp |
| Køge | Advokatvagten i Køge Retskreds |
| Lyngby | Advokatvagten i Lyngby-Taarbæk |
| Maribo | Advokatvagten i Maribo |
| Middelfart | Advokatvagten i Middelfart |
| Nykøbing F | Advokatvagten i Nykøbing Falster |
| Næstved | Næstvedadvokaternes rådgivningskontor |
| Odder | Odder Advokaternes Retshjælp |
| Præstø | Præstø Advokatvagt |
| Ringe | Ringe Advokaternes Retshjælp |
| Rødovre | Brøndgraversen Advokater (Rødovre Advokatvagt) |
| Sakskøbing | Advokatvagten Sakskøbing |
| Skagen | Advokatvagten i Skagen |
| Slagelse | Slagelse Advokaternes Retshjælp |
| Smørum | Advokatvagten i Egedal Kommune |
| Sorø | Advokaternes Retshjælp i Sorø |
| Struer | Advokaternes Retshjælp i Struer |
| Svendborg | Svendborg Advokaternes Retshjælp |
| Taastrup | Advokatvagten i Taastrup |
| Vejle | Vejle Advokaternes Retshjælp |
| Viborg | Advokatvagten i Viborg |
| Vordingborg | Advokatvagten i Vordingborg |
| Ølstykke | Advokatvagten i Egedal Kommune |
| Aabenraa | Advokaternes Retshjælp i Aabenraa |
| Aalborg | Advokaternes Frie Retshjælp i Aalborg |
Herunder finder du Retshjælpsinstitutionernes kontaktoplysninger og åbningstider:
